DET DER VIRKER

Velkommen til DET DER VIRKER, en blog om det gode liv fra alle vinkler. Om hvordan vi får det bedste, sjoveste, mest meningsfulde liv – fysisk, mentalt og praktisk med krop, sind og ånd.

Jeg er journalist af uddannelse og hjerte. Drevet af nysgerrighed og fortælletrang. Jeg er fascineret af mennesker, relationer, samfund og verden. Af hvad der driver og og hæmmer os. Hvorfor vi udvikler os som vi gør – eller ikke gør. Hvorfor har vi indrettet os, som vi har – og er det overhovedet smart? Og hvad virker egentlig (bedst) i den enorme, uoverskuelige jungle af muligheder, der findes i den verden og den tid, vi lever i.

Så det undersøger jeg. Ved at spørge de klogeste mennesker, ved at researche og ved at stille kritiske spørgsmål. Historierne og resultaterne er dem, du finder her på siden.

Bloggen begyndte som en sundhedsblog med fokus på kost. Fordi jeg elsker mad og er meget optaget af, hvor meget maden påvirker, hvordan vi har det. Men efterhånden blev det for ensporet og ensidigt. For der er jo så meget andet vigtigt i livet. Helt vildt meget andet.

Så hvad er det, der virker – i livet og verden? Hvorfor bliver nogle mennesker succesfulde, når andre ikke gør? Hvordan kan nogle være lykkeligt gift i 70 år, mens andre flakker fra forhold til forhold. Hvorfor trives nogen bedst alene? Hvorfor er nogle gode til at tjene penge – mens andre altid hænger med måsen i vandskorpen og måske endda forbinder penge med grådighed? Hvad er et godt menneske, og hvordan bliver vi sådan et?

Og så er der stadig det med sundheden. Det er ikke forsvundet. Så du finder stadig opskrifter, inspiration og viden om kost og træning.

Jeg anmelder og omtaler gerne produkter. Kontakt mig på adressen ude til højre, hvis du er interesseret i det. Dog omtaler jeg kun produkter, jeg selv oprigtigt er vild med og ville anbefale min bedste veninde. Så som læser kan du føle dig helt tryg ved, at jeg ikke lægger navn og anbefalinger til noget, der ikke er virkelig godt.

Når jeg ikke blogger, rådgiver jeg virksomheder om kommunikation, der virker, laver tekstforfatteri, holder foredrag og skriver artikler til forskellige magasiner. Og så dyrker jeg triatlon på hyggeplan (ja, det findes), er gift med en knaldlækker mand, der tager billeder til siden. Og er mor til tre smukke piger.

/Lene Rode

  1. Marengsroulade med banan og flødeskum - Suvida sødemidler og salterstatning - […] flødeskum og chokolade uden tilsat sukker – guf, guf, guf. Vi har fået denne opskrift af Lene Rode. Lene Rode har…

Trænger din arbejdsplads eller forening til sund motivation og inspiration?

  • Simpel sundhed, der virker
  • Hør mere om mine foredrag eller book nu
  • Din emailadresse bliver naturligvis ikke delt med andre

Få et tilbud her