DET DER VIRKER

Kærlighed der funker

Psykologi, Sundhed | 15. april 2016 | Af

 

Kan du ikke godt skrive noget om, hvordan man får kærlighed til at lykkes på den lange bane?, spurgte en frustreret bekendt i går.

Hm.

På den ene side er det noget, jeg har vældig mange meninger om. Og jeg har været sammen med den samme mand i 20 år. Ja, 20!

Det er jo helt åndet lang tid. Hele mit voksne liv. 

På den anden side er jeg overhovedet ikke ekspert.

For ca 10 år siden skrev jeg faktisk en bog for en psykolog og parterapeut om, hvorfor vi finder sammen med den (eller dem) vi gør – og hvordan vi får det til at funke på den lange bane. I den forbindelse lærte jeg selvfølgelig en del teori og empiri om kærlighed og parforhold. Men efter 20 år i marken ved jeg også godt, at teori og praksis ikke altid er det samme.

IMG_3252 kopi

Så jeg vil da også godt give mit amatørbud på – ikke hvordan alle parforhold virker, men hvordan mit gør.

Og lad mig i den forbindelse sige, at vores udgangspunkt ifølge al teori var helt forkert.

  1. Vi mødtes i byen nytårsnat med lidt for meget champagne i blodet
  2. På det tidspunkt havde jeg galopperende kærestesorg og var slet ikke parat til et nyt forhold
  3. Efter 4 måneder rejste han afsted for at arbejde i USA. Hvorefter vi havde et langdistanceforhold – i to år!

Pænt sløje odds, dér.

Nå, men efter de to år solgte jeg alt mit jordiske gods, tog et lån i banken og indskrev mig på et amerikansk universitet for at gøre min journalistuddannelse færdig. Og så flyttede jeg. Over til ham, som jeg kun havde været feriekærester med.

Det var himmelråbende naivt, men det gik. Helt vildt godt. Så vi blev boende og giftede os. Og fik børn. Og vendte senere tilbage til Danmark.

For at gøre en lang historie kort.

Skærmbillede 2016-04-15 kl. 12.31.21

Og hvorfor er vi så stadig sammen? Vi har hverken en nedskrevet familie-mission eller ugentlige familiemøder – som eksperterne ellers anbefaler….

  • Først og fremmest er vi grundlæggende ret vilde med hinanden og har nogenlunde de samme værdier og forventninger til hinanden og livet. Nogle gange er han selvfølgelig (i modsætning til mig 😉 ) irriterende, men for det meste er han ikke. Jeg elsker, at han er så ultra afbalanceret, handlekraftig og no-bullshit-agtig. Og at han aldrig tvivler på, at han kan stort set alt. Det er sejt. Og sexet.
  • Da vi giftede os, aftalte vi, at vi aldrig skal skilles. Ja, grin bare (du er ikke den første). Men det gjorde vi. Og det kan du sagtens sige er naivt, for hvordan kan man bare bestemme det? Det kan man bare. Og når man gjort det, har man også bestemt, at det er et grundvilkår, at man skal være sammen. Derefter kan vi diskutere, hvordan vi er sammen, men aldrig om vi skal være det. For det har vi jo aftalt, at vi skal. A deal’s a deal.
  • Vi går på kompromis og ser på, hvad vi kan bidrage med og ikke kun på om vores egne behov bliver opfyldt hele tiden. Bagsiden af hele selvudviklingsbølgen er, at vi er blevet sindssygt gode til at “mærke efter” og mærke os selv og vores behov. Jeg siger ikke, at vi ikke skal mærke dem – men jeg siger, at vores egne behov ikke altid kan komme i første række. Og ja, jeg kender godt den med iltmasken i flyet. Men nogle gange må man bare være den voksne og holde vejret et minut. Det kan man godt. 
  • Vi gør ting sammen. Rejser uden børn, taler sammen, hjælper hinanden med arbejdsprojekter. Ser film, går ud og spiser – eller bare går en tur. Det er det letteste i verden at glide væk fra hinanden i en travl hverdag, og det er så lidt, der skal til for at finde sammen igen. Især hvis man sørger for ikke at komme for langt væk.
  • Vi elsker ferier og romantiske middage, men vi elsker også hverdagen. For det meste. Vi arbejder begge meget hjemme og har stykket en hverdag sammen, som fungerer, og hvor vi ikke hænger i med neglene og er superstressede. Det betyder ufatteligt meget.
  • For ikke at komme for langt væk, er det også vigtigt at opretholde fysisk nærhed. Både ved at holde i hånd, sidde tæt i sofaen, sove i ske – og ja, sex. Det skal ske med en vis hyppighed, for at sige det som det er. Og selvfølgelig også helst være af en vis kvalitet. Og nu siger jeg noget, der nok er lidt kontroversielt. For jo, når man har små børn og travlt og lider af søvnmangel, så står hanky panky ikke altid øverst på listen. Men så må man tage en for holdet. Det er lidt ligesom den løbetur, man ikke gider; når man først kommer afsted, er det jo fedt. Også selvom man måske har lidt tunge ben. Og man fortryder aldrig, at man gjorde det. Faktisk er man lidt lykkeligere bagefter.

 

Ikke ligefrem raketvidenskab, vel? Men sådan er det. For os.

Hav den dejligste weekend!

fw

Kommentarer

  1. Efterlad et svar

    Helle Møller Riis
    18. april 2016

    I er et forbillede, og du er en gudsbenådet skribent Lene. Respekt

Skriv en kommentar

Du kan anvende disse HTML tags:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Trænger din arbejdsplads eller forening til sund motivation og inspiration?

  • Simpel sundhed, der virker
  • Hør mere om mine foredrag eller book nu
  • Din emailadresse bliver naturligvis ikke delt med andre

Få et tilbud her