DET DER VIRKER

Virker det der poserunning?

Sundhed, Træning | 2. december 2015 | Af

Løb burde være lige så naturligt som at gå. Alligevel får 80% af os skader, så noget gør vi forkert. Poserunning skulle give bedre løbeøkonomi og færre skader. Begge dele kunne jeg virkelig godt tænke mig, så nu har jeg sat mig for at give det et skud.

Jeg elsker at løbe. Men jeg synes også, at det er det hårdeste i hele verden. 

Selvom jeg ikke løber særlig hurtigt, er min puls altid uforholdsmæssigt høj, når jeg løber. Formentlig et symptom på såkaldt dårlig løbeøkonomi. Jeg får simpelthen for lidt smæk for skillingen, når jeg løber.

Og så er der noget, der er meget værre:

Jeg har en skadeshistorik så lang, at den får Biblen til at ligne en Pixibog.

Fra løberknæ til betændelse i hulfodssenen. For ikke at nævne en kronisk rygskade (spondylolistese for nørder), som med jævne mellemrum giver smerter i forbindelse med løb.

Så jeg har jo nok haft på fornemmelsen, at en ændring af min løbestil ikke ville være en dårlig idé.

Og jeg har læst om fladfodsløb, poserunning og natural running. Og set videoer. Og tænkt, at det behøvede man vel ikke ligefrem gå på kursus for.

Det lykkedes bare aldrig særlig godt. Og selvom jeg har forsøgt at bilde mig selv ind, at jeg da vistnok lander sådan nogenlunde på mellemfoden, så viser diverse fotos, at det faktisk overhovedet ikke forholder sig sådan.

7 10325364_10206628473888398_2390474772087459082_n

Så nu, hvor det alligevel er off season, og årets stævner er slut, har jeg besluttet mig for, at tage tyren ved hornene og få noget gjort ved det en gang for alle. Velvidende, at det ikke bliver nemt.

Derfor har jeg booket en tid hos løbecoach Peter Piskeben (ja, det kalder han sig) hos http://loeblet.dk.

Peter har tidligere behandlet mig med akupunktur for en lyskenskade, så jeg har en god fornemmelse for, at han ved, hvad han taler om.

Allerede inden jeg møder op hos Peter, ved jeg, at han vil dumpe mine elskede Nike Lunarglide. Løbeskoen som jeg er vendt tilbage til igen og igen efter mislykkede forsøg med andre modeller.

Problemet med mine løbesko – og de fleste andre – er ifølge Peter, at de ødelægger ens naturlige fornemmelse af underlaget og giver en kunstig følelse af støddæmpning. Men stødet kommer alligevel – bare lidt senere. Og i mellemtiden er man begyndt at løbe forkert.

Hvilket er især er et problem, fordi 80% af alle løbere hvert år bliver ramt af skader. 

80%, alligevel!

“Faktisk har vi masser af støddæmpning oppe i benene – den glemmer vi bare at bruge, når vi løber i forkerte sko”, siger Peter.

IMG_1342

Mine gode, gamle Nike Lunarglide

Så han låner mig i stedet et par sko, der vitterligt ikke er andet end et par ultratynde såler, der kun beskytter mod regn og småsten.

Og så taler vi teknik og ser videoer og rigtige og forkerte løbestile. Og så må vi jo til det.

Peter optager en video af mig i min sædvanlige løbestil. Som dog ikke er SÅ håbløs. Som i: Han har set værre, og han mener, der er håb.

Og så går vi i gang med teknikøvelser. Masser af teknikøvelser. På stedet og i sneglefart. Ganske få meter ad gangen og så mere teknik.

“En af de typiske fejl, folk begår, når de vil lære at løbe fladfodsløb/poserunning er, at de fokuserer alt for meget på at lande på for- eller mellemfoden. Men faktisk er det langt vigtigere, at man lander  med foden lige under tyngdepunktet – altså hoften. Så sker resten mere eller mindre af sig selv,” forklarede Peter.

Helt klart også noget af det, jeg har gjort forkert. Og så har jeg altid troet, at man skulle læne sig lidt frem, når man løber – og ligesom falde ind i næste skridt.

Det sidste er rigtigt – det første helt forkert.

Peter retter mig op i en grad, så jeg nærmest føler, jeg læner mig bagover. Men faktisk er jeg bare lodret. Og det er faktisk det, jeg føler, gør den største forskel i forhold til min landing.

Halvanden time øver vi. Og selvom jeg er forberedt på, at det ville være svært, så er det virkelig utrolig svært. Det kræver intenst fokus. Hele tiden. 

Peter optager et videoklip mere af, hvordan det nu ser ud, når jeg løber (bedre!). Se video. Og så sender han mig hjem med et seksugers træningsprogram.

Den første uge hedder 6 gange 10 minutter.

Ja, 10 minutter! 

Det er med andre ord ikke bare min løbestil, men også min tålmodighed, der bliver udfordret.

Så nu kører jeg på. Følg med efter jul og se, om jeg er blevet et poserunning lyn.

IMG_1358

Mine nye Vivo barefoot. Ikke ligefrem kærlighed ved første skridt…

 

Kommentarer

  1. Efterlad et svar

    Rikke olssen
    4. december 2015

    Den beslutning er jeg sikker på at du bliver glad for – hvis bare du husker tålmodighed. Det sværeste er ikke at lære noget nyt – det er at aflære dét man gør.. fordi det er programmeret ind i vores hjerne, nerver og celler… omprogrammering – det tager tid 🙂
    Held og lykke med projektet

  2. Efterlad et svar

    Jens Baatrup
    4. december 2015

    Hej Lene – det er nu 6 uger siden jeg blev pisket igennem hos Peter og siden har jeg også deltaget i et weekend seminar hos Claus – alias Posemanden.

    Min historie ligner meget din og oplevelserne de samme. 27. September løb jeg Berlin Maraton med alle mine småskader som følgesvend. Det er noget af en kontrast til idag hvor jeg er oppe på at løbe 5 km i mine flade sutter. Jeg hat været ved at skifte dem ud igen med de højhælede men har som dig valgt at starte fra dag 0 som fladfodsløber.

    I dag er jeg blevet meget mere dus med min nye løbestil og bedst af alt – skaderne et lagt på hylden incl. Stærke rygsmerter efter en diskusprolaps operation for 2 år siden. Hertil er kommet at jeg hver morgen står op med friske ben hvor det før var med betonlår ?

    Det virket lidt håbløst i starten men det bliver bedre dag for dag hvis du holder dig til den træningsplan du fik i den lille folder fra Peter.

    Held og lykke med din nye løbestil

    Hilsen

    Jens

Skriv en kommentar

Du kan anvende disse HTML tags:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Trænger din arbejdsplads eller forening til sund motivation og inspiration?

  • Simpel sundhed, der virker
  • Hør mere om mine foredrag eller book nu
  • Din emailadresse bliver naturligvis ikke delt med andre

Få et tilbud her